1

SKIFTESPORET

for manden i den 3. alder

Hvad er den 3. alder?

Den 3. alder er en del af livet, hvor vi har overvældende mange muligheder foran os. Vi er ikke længere nødt til at have et lønarbejde, og hvis vi har børn, er de blevet voksne og uafhængige af os. Samtidig har vi stadig kræfter i behold, så vi har erfaring og frihed til at leve det liv, vi ønsker os.

Begrebet ”den 3. alder” er beskrevet af professor Peter Laslett, som udgav bogen ”A fresh map of life” i 1989. I bogen skelner han mellem den 3. alder og så den 4. alder, hvor man er svækket og afhængig af andre. Det er vigtigt at skelne mellem den 3. og 4. alder, så vi er opmærksomme på det store potentiale og de mange ressourcer i den 3. alder, som kan gavne den enkelte senior og samfundet.

Som voksne (i den 2. alder) har vi typisk travlt med at leve op til vores ansvar. Vi har måske børn, der har brug for os. Vi har job med aftaler og tidsplaner og masser af arbejdsopgaver, der skal udføres. Her er udfordringen ofte at klare en stresset hverdag, med store krav både på arbejde og hjemme.

I den 3. alder er udfordringen typisk en anden. Her er der tid til at stille sig spørgsmålet: ”Hvad vil jeg egentlig bruge mig selv og min tid til? ”.

…………………..

Foreningen/klubben SKIFTESPORET er grundlagt i 2018 af Sven Wolff-Jakobsen og Willy Lisby, og er hjemmehørende i Holbæk. Foreningen er en demokratisk forening uden skelen til politisk- eller religiøst tilhørsforhold og uden sociale forpligtigelser. Klubben er for selvhjulpne mænd fra 60 år og mere, dvs. pensionsalderen. De fleste kommer fra Holbæk Kommune og nabokommunerne.

Vi afholder møder hver tredje torsdag i måneden, hvor det normalt foregår klokken 17:00 på en restaurant eller tilsvarende. Her har vi hyggeligt samvær med foredrag, eller indlæg fra medlemmerne – og ind imellem besøg på spændende virksomheder etc. Efterfølgende spiser vi middag sammen. Juli måned er sommerferie.

Vi satser på at være omkring 30+ medlemmer og ser gerne forslag om nye. Medlemskontingent er pt. 200 kr. halvårligt, opkræves hhv. på januar mødet og august mødet og som går til gave til foredragsholder, fejring af mærkedage etc. Hvert medlem betaler for egen bespisning.

Ledelsen består af Styregruppen, som igen består af formand, næstformand, kasserer, sekretær og medlemsansvarlig. Pladserne går på skift imellem medlemmerne. Styregruppen afholder 4-5 møder årligt, for bl.a. at planlægge de kommende møder. Vi er ikke registreret i nogen database eller lignende og vi har ingen hjemmeside, ej heller bank – da det i dag er forbundet med store besværligheder og masser af arbejde.

Hvad kan du som nyt medlem bidrage med? Det forventes, at du som medlem af SKIFTESPORET kan og vil bidrage med indlæg, erfaringer og oplevelser til klubben og deltager aktivt i vores planlagte møder og aktiviteter.